120
I dette Blad kan jeg meddele Læserne en
Fortsættelse af det sidste Stykke af Milton, som
indeholder Adams Bøn, hvilket Kiendere holde
for noget af det Skiønneste i det hele Verk, og
jeg haaber derved at berede de Læsere, som have
nogen Følelse, til at læse i det følgende et Origi¬
nal=Stykke af en Dansk Forfatter, som i en
ubunden, men dog poetisk, Stiil forestiller et
Malerie, som er gjort i Miltons Smag, men
lige efter Naturen og sine egne Følelser.
Saa var da Alting vel; nu hasted de
Til Marken fra den tykt begroede Lund;
Dog først, saasnart det kom til aabent Syn
Af Dagningen, og Solen (som nu nys
Opreist mod Kanten strøg vor Øiekreds,
Og skød langs Jorden hen sin dugged Glands)
Opklarede i Øster Strekningen,
Af Paradisets lykkelige Egn.
De bøiede sig dybt, tilbad og bar
Sit Morgen-Offer frem i ordrig Bøn;
Thi aldrig Ord, ei heller hellig Jld
Dem manglede til at ophøie Ham,
Som skabte dem: De talte eller sang
J bunden eller i ubunden Stiil;
Saa flød af deres Læber saadan Strøm
Af sød Veltalenhed, saa Tone=fuld,
