125
efterladt sig i Naturen, og som vi ofte ansee med
Skiødesløshed, alene, fordi vi ere saa vante
dertil, fortiente de da ikke at dyrkes af fornuf¬
tige Skabninger? og de, som ere saa følesløse,
at hverken det Skiønne i Naturen eller Konsten
kan røre dem, skulde de vel ogsaa kunne være
haarde nok til at misunde andre deres Følelser,
og til at berøve dem den Glæde, som de fornem¬
me ved at opvække de samme Følelser hos andre.
Følgende poetiske Beskrivelse er en Virk¬
ning ikke af Jndbildnings=Kraften alene, men af
de sande Følelser, som Naturens Beskuelse har
opvakt hos en af mine Venner, som fordrev en
Sommer=Nat under aaben Himmel, for at see
de Afvexlinger paa Naturens Skue-Plads, som
altid blive de fuldkomneste Mønstre for dem, der
ville arbeide enten i de skiønne Videnskaber eller
i de skiønne Konster.
S¬
krækfulde Eensomhed! Tause Skumring!
hvilke alvorlige Følelser J opvække i mit
hæftigrørte Bryst! - En hellig Gysen farer
mig dybt igiennem Sielen, stille Rædseler om¬
give mig rundt om.
Fra mit høitidelige Sted, - Der, hvor
de svagttindrende Stierner, og du sølvblege
Maane! og J flammende Nordlys, blinke over
