120
mit Hoved: - Hvor min Fod hviler paa den
beduggede Eng, betræder det trebladede Kløver,
og vandrer om blandt forskiellig farvede Blom¬
stre; Hvilke --= lad Mørket end have ud¬
bredet sit dekkende Skiul over dem, dog forvente,
at den nye opgaaende Soel skal fornye deres
buntede Pragt, og igiengive dem deres, med
Lysets Tab, tabte Værd: - Fra dette saa høi¬
tidelige Sted skuer mit ledende Øie rundt om i
Kredsen, men finder ingen Punkt til Hvile. -
Som Landskabet paa Malerens Dug, i det skyg¬
gende Tusmørke foreviser ikkun en sort Tavle;
saaledes bier den eenfarvede Omkreds paa, at det
opklarende Lys igien skal aabenbare mig Tinge¬
nes Afstand og Farver: - Endnu er alting
blandet, og det stirrende Øie taber sig i det
dunstfulde Graa.
Hør da opmærksom til, mit Øre! Dig
maaskee tør forundes, hvad Synet er nægtet;
Dog uei, en dyb Taushed hersker overalt:
Nu blev den brudt! Vagtelens lokkende Slag
brød den. - Jeg gav nøie agt, og,  --
hvilken sagte Susen surrer for mit Øre! - - -
Er det Bekkers hultlydende Fald? - Eller
Bladers hvislende Raslen? - Eller Luftens
hvirvlende Lyd? - O! det er noget langt mere
harmonisk: - Maaskee hører jeg omvæltende
