127
Verdeners sammenstødende Velklang, saaledes
som Pythagor beskrev mig den.
Kunde jeg dog hæve mig til det Ganskes
Middelpunct! og derfra med skiælvende Ærbø¬
dighed skue de forbisusende Planeter, og Eder,
J utallige flammende Sole, med eders opkla¬
rede og rullende Sphærer, henrytt høre hele
Naturens sammenstødende Velklang, og forene
min Lov med Seraphs og Morgenstierners him¬
melske Fryde-Sang, vor fælles Fader til Ærel-
Her standsede min sværmende Phantasie, Klok¬
ken slog, og kaldte mig tilbage i Tiden, velsignet
være dens lærende Stemme! - Opvakt, og
forskrækket veier jeg nu mit forvovne Ønske; -
Hvor formasteligt det og var! - Jeg, der fast
hendaaner ved den blotte Tanke, -- og hvo
kan taale dens Vælde; ? - Jeg iade min Jnd¬
bildning saaledes Tøilen! - Tie, stolte og
dristige Phantasie, nedsænk dig dybt fra den alt
for høie Flugt, eller, vil du sværme deroppe?
saa betragt de sig skillende Skyer, skue Østens
Herlighed! og mael os Morgenen: Et Syn,
der fortiener alles Beundring, og udfordrer man¬
ge gange din Styrke.
Og du Geist! der belivede Young, beliv
du og mig? lær mig nogle af denne opløftede
Sangers henrivende Træk, lad mig alene langt
fra ønne hans høit over Ørne=Vinger sig hæven¬
