129
Luft, hvis sølvhvide Glands blandet med det
høilyse Himmelblaa, alt har udøst sine bølgede,
og stribede Flammer, rundt hen under Hinme¬
lens Hvælving.
Men den smilende Morgenrøde drog nu
mit Syn til sig, - Der kommer Hun, Østens
Purpurklædte Dronning, yndigen iført sit rosen¬
farvede Sløer; En rødlig guldblinkende Skiær
glimrer rundt omkring Hende, forgylder de sidk¬
hængende Skyer, og skildrer den vide østlige
Strækning med uefterlignelige Farver. - Ja
hvilken Blanding af Farver forlyster der mit Øie!
hvilke Skatteringer af Rødt, og Blaat, alle for¬
skiellige, men i deres Forskiellighed saa megen
Harmonie, saa behagelig en Blanding! O! hvor
udtone de Skaberens Priis, hvor udtrykke de en
høitidelig Glæde! Og er dette den nys sørgende
Himmel? hvor ere de Scener forandrede! hasti¬
gen forandrede! – Lærerige Syn! Kan sorte
Skyer saa snart fordele sig, hvo vil da mishaabe
om Glædens Morgen efter Sorgens Nat?
Nys var der ingen endelig Udsigt paa det grue¬
fulde Mørke, nu har Morgenens Smiil fordre¬
vet alt Mørke af Himmelen; og skulle mit Haab
da vakle, naar skrækkende Tordener hænge dybt
omkring mit Hoved, naar Angester omspænde
mig, eller truende Farer aabne mig en sørgelig
Udsigt i det Tilkommende? O! taber mit util¬
