130
strækkende Syn sig endog i deres lange Række, -
Salig Trøst! - Jeg seer en frydefuld Udsigt
bag Tidens Grændse, og Tiden er kun et Øieblik.
Men Himmel, hvad seer jeg? - Mit
Øie, som vendte sig mod Østen og saae langt ud
over Havet, henrykkes ved at bemerke en blank
hvælved Solebue, som fra den meest purpur¬
skiære Morgenrødens Punct, kaster sine Straaler
mod Vesten - Og see! nu aabner sig en endnu
langt herligere Scene, - O! et henrivende og
opløftende Syn, forsøg mit Hierte at male det!
Hist bag de sorteblaa Bølger hæver sig,
med forfærdende Glands, Solens Guldrøde Klo¬
de, baaret paa Almagtens Vinger; - Ja,
hvor synlig virker her Guds Finger; kunde vel
noget ringere end din bestyrende Haand, Du Al¬
mægtige Fader, flytte saa umaalelige Tyngseler?
O! Din skabende Røst er det, der høres endnu,
hvilken de lyde. - Endnu synes den mig halv¬
delen nedsænkt i Havet, hvor Majestætisk den
mere og mere opløfter sig deraf! Nu støder ikkun
dens yderste Kant paa de tumlende Bølgers Ryg¬
ge, nu neppe rører den dem, og nu er den fuldt op¬
staaet: - og maaskee var det just denne Stund,
maaskee, o! min Siel, var det just dette Øie¬
blik Retfærdighedens Soel opstod, efter at
være neddalet ? -- sørgeligste, forskrækkelig¬
ste! dog for det reddede Menneske høistglædelige
