131
Nedgang, en Nedgang, der kom den bævende
Naturs inderste Jndvolde til at rævne, og som med
forfærdende Gysen igjennemfoer Forskrækkelsernes
skiælvende Afgrund. - Neddalet, forskende
Engle til alvorlig og evig ufattelig Forundring!-
triumpherende, men strax fortvivlende Dievle til
evig Dom. - Og dig min Siel, - ol merk
dig det til en virksom Erindring, hør det, og
zittre af Glæde! - Opstod, efter at være
neddalet, Dig min Siel! dig til Frelse; at og
du engang maae forherliget opstaae, seierrig frem¬
bryde af Gravens Mørke, og herliggjort skinne
paa Ærens Himmel med evigstraalende Glands.
Nu du synlige billede paa Guds uind¬
skrænkede Godgiørenhed, alting oplivende Soel!
da du og oplivede Følelsen af min udødelige Siels
Bestemmelse; lær mig af Dit Exempel en reen
almindelig Menneske Kierlighed, det eneste Mid¬
del, til at torde haabe mine udødelige Længslers
Opfyldelse ved en evig Forening med den Gud¬
dommelige Menneske=Ven! Ja saa skal min
svage Dyd, beholder den endskiønt ligesom du
sine skiulte Plætter, dog fuldkommen ansees, og
jeg nedgaae Livets Aften, for at opgaae Evighe¬
dens Morgen med Ære.
Men herlige Soel! hvor haste dog dine
Fødder, stolt fremilende paa den hvælvede Ba¬
ne; - Dit Ansigt, hvor straaler dets ubeskue¬
