132
lige Glands! Alt har du udviklet din fulde Pragt,
Øiet taaler ikke længer at skue din blendende
Funklen, - og nu kunne ikke alene de bestraa¬
lede Bierg=Rygge, og de forgyldte Skov=Toppe,
men og den flade Slette, og den dybere Dal,
glæde sig ved din Smiil. - O du alt for her¬
lige, brænd dog ikke saa stærkt paa disse svage
Tindinger! - vær mig velkommen ærværdige
Eeg! dæk mig med dit bredbladede Skiul! jeg
nedkaster mig under dine ruskende Vinger; -
O! hvilken oplivende Kiølen din Løvfulde Top
lufter ned paa mig, hvilken liflig Vellugt de ud¬
dunstende Blomster udsvede rundt om mig! og
hvilket angenemt Skygge=Spil de sagte bevægende
Grene kunstigen opføre for mig! - Hvor Øiet
end henskuer, taber jeg mig henrykt i den almæg¬
tige Cirkels mangfoldige Under.
Tiere end denne gang iil min Siel til disse
eensomme Betragtninger! Lærerige Natur, for¬
stoed jeg dog ret din dybundige billed-Skrift!
Paa hvert Blad staaer tegnet urandsagelig Viis¬
dom, og ei i Æoner Aarhundrede, og ei i den
utænkelige Evighed lærer den største Siel tilfulde
at begribe endog den ringeste Jnsect, eller det
mindste Soel=Gran; mig skal det være nok med
hellig Frygt at skue en virkende Almagt i de
mindste Dele af Skabningens synlige Rige.
