155
Nei, jeg vil ikke glemme dig du lille Urt!
med alt for stor Ret fordrer du min Opmerksom¬
hed; dine smaa himmelblaa Blade, i hvis Mid¬
delpunkt en rødligguul Prik glimrer, synes ret i
Smaat at afbilde den paa den himmelblaa Hvæl¬
ving glimrende Soel, af hvilken du og laaner din
alt for ofte ubemerkte Skiønhed; - thi jeg slut¬
ter, at en skiødesløs og uopmerksom Ligegyldig¬
hed først gav Anledning til dit paamindende
Navn. - Lær mig, du smukke Blomster, til
Belønning, fordi jeg ikke glemte dig, hvorle¬
des hans Øie, hvis almindelige Forsorg saa her¬
ligen klæder dig med meer end Kongelig Pragt,
hvorledes det med en endnu ømmere, og besyn¬
derligere Omsorg er henvendt paa mig; - Lær
mig fra dig at slutte, hvorledes ikke et eneste af
mine talte Hoved=Haar uden hans Tilladelse kan
røres; saa aldrig qvælende Nærings-Sorg, men
ikkun Bekymring at vorde sand nyttig, maae op¬
staae i mit Bryst; men at min Tillid til Forsy¬
net maae da være stærkest, naar alle synlige Ud¬
veie tillukkes for mig!
Lovsyngende Fugle! jeg hører, henrykt
hører jeg Eders liflige Morgensang: Og den
sig opsvingende Lærke, der synger den opgaaende
Soel i Møde, opmuntrer mig lydeligen nok, at
opsvinge mig høit over Solekredsen, og istemme
min takkende Morgensang, Lysets Fader til
