138
Rolighed. - Nu saae jeg den vælige Hest stolt
fremtræde, kaste med Fødderne, puste af Mod,
og nu vel tilfreds med sin stærke Bringe, og an¬
seelige Skabning som Lynet fare igiennem Luf¬
ten. - Selv den tunge Koe blev ved dette
Syn sat i Bevægelse, langsom reiser den sig fra
sit magelige Leie, vader igiennem det høie Græs,
og brøler af Glæde. - Der bræger en Faare¬
Flok; der spiller den muntre Hyrde: - Dog
hvo kan beskrive det alt, Synet er dertil for rigt,
alt for uudtømmeligt.
Jeg vender mit Øie derfra, og søger Hvi¬
le, men opdager nye Yndigheder; den hele Kreds
har ingen Punct, som jo henrykker: - Hist
seer jeg langt borte det stolte Hav, og de endnu
stoltere Skibe, som trodse Vinden og bryde Bøl¬
gerne. - Dette Syn afvexles med Lystgaarder,
smukke Haver, skyggefulde Gange, hvilke ledte
mit Øie paa et af de best anlagde Lystsløtte, der
indsluttet i en Eden fremskinner med en ukonstlet,
dog majestætisk Pragt. - Jeg saae i den sam¬
me Øiekreds Landsbyer, Kirker, og ensomme
Lunde prange i en angenem Uorden. Staden
laae for mig i en lang Strækning, dens ranke
Taarne ragte frem i Skyen, og de høie Volde
skiulte kostbare Bygninger - - - Men du smukke
Stad, saa herlig at see til, hvilke giftige Slan¬
ger du dog giemmer inden dine Mure; - Hvor
