148
det. At rette sig efter almindelige Leve¬
Regler, at giøre hvad andre giøre, at bekymre
sig om Folkes Snak, er det at vide at leve?
Dersom alle Mødre i Byen opammede deres
Børn selv, gjorde jeg det maaskee just derfor
ikke; Men nu, da enhver Borgerkone holder
Amme, er der da noget meer deri? Hvormed
kan Folk af Stand adskille sig fra Pøbelen,
uden ved at tage gamle Moder op? Kan man
have en nye Mode i tre Dage, førend en
Kielderkone har den samme? Hunde, Pape¬
goier, Qvadriller, Tresset, er det ikke alt¬
sammen gemeent? Naar jeg er i disse gam¬
meldags Selskaber, hvor Folk gaaer, staaer,
snakker, spiser, spiller efter almindelige Regler,
efter visse bacons; ærgrer jeg mig tit saa
meget, at jeg kan kaste en Totus, en Galadon
paa Bordet, for at løbe ind i min Amme¬
Stue, eller for at lege med min Hund. Disse
almindelige Regler, dette tvungne Væsen
gaaer saa vidt, at der ere visse Tider, baade
ved Spille= og ved Spisebordet, naar hele
Selskabet gaber, og naar hele Selskabet leer.
Min Papegoie har merket dette saa vel, at
han altid er den første, som faaer de andre til
at gabe eller lee.
Vilde Deres Frue øve sig i at tale dette
Sprog, og i det mindste stille sig an, som om
