161
Hvad! skiønt de om vor Jord bevæge sig
J stille Taushed saa høitidelig,
Endskiønt ei Røst, ei Stemme bliver hørt
Blant disse lyse Legemer fremført;
Fornuftens Øre dog med største Lyst
Hør dem opløfte sin lovfulde Røst,
Og mens de skinne, synge idelig:
Den Haand os giorde, er Guddommelig.
Addison.
Blussel og Banghed mit Hierte betager
Naar jeg, min Gud! Din ugrændsede Storhed,
Naar jeg min egen uværdige Ringhed
Ydmyg betragter.
Hvad er et Menneske mod Dig at regne?
Himmel, hvor irrer jeg ei ved den Tanke!
Verden, ja tusende Verdener ere
Mod Dig som Jntet.
Hvad er et Sandskorn paa Skyevoxne Bierge?
Eller en Draabe i bundløse Vande?
Jeg er end mindre i Ligning mod alle
Skabningers Mængde.
