162
Skulde Din Omsorg saa dybt da nedstige?
Skulde Dit naadige Øie oplede
Mig, som blant Væseners Talløse Skare
Næsten forsvinder?
Skulde den Gud, hvis almægtige Hænder
Dannede Alting, og Alting opholder,
See mig, ansee mig, opholde og hielpe?
Visselig giør han.
Æusende gange jeg har det erfaret;
Hiertet, der kiender sin Svaghed tilfulde,
Finder en Kraft, som er ikke dens egen,
hive det Styrke.
Mon vel et Skib uden Folk, uden Fører,
Midt udi Søen blant Klipper og Farer,
Overladt Bølgerne lykkelig skulde
Reisen fortsætte?
Sandelig, Livet er nok saa urolig,
Sielen langt svagere, Farerne større;
Jkke et Øieblik kunde jeg levet
Uden Din Bistand.
