103
Dog indtil nu er jeg blevet ved Live;
Ja indtil nu har jeg levet med Glæde;
Hele Naturen har syntes at være
Skabt for mig ene.
Deraf jeg kiender Din skiulte Ledsagning,
Himmelske Fører, oh! trøstelig Kundskab!
Sielen nedsænkt i sin Ringheds Betragtning,
Derved oprettes.
Det er Din Almagt, som kraftig forvolder,
At skiønt saa liden, saa svag og saa ringe,
Jeg dog blant stændig Afvexlingers Tummel
Bliver opholdet.
Det er Din Godhed, som naadig tillader,
At den saa store vidtløftige Verden,
Hvor Millioner af Væsener leve,
Fødes og glædes.
Ogsaa for mig skal saa herligen tiene
Til en lyksalig forlystelses Bolig,
Hvor jeg for Stelen og Sandserne finder
Nok, som fornøier.
