165
og uskyldig som hun. Dette unge Par fordrev
ikke Tiden med at synge, eller med at betragte
deres smukke Fiere; thi de vare begge ligesaa
ærbar klædte som alle andre Svaler, og hinanden
paa en Fier fuldkommen lige. Hvor skal jeg
bygge dig et Rede? sagde Hannen; Det er mig
ligemeget, svarede den kielne Hun, hvor du byg¬
ger, naar du kuns vælger os et Sted, hvor vi
kunne finde den fornødne Føde for os og for vore
Unger, og hvor disse smaa Kreature, som jeg
allerede forud elsker, kunde være sikkre for Men¬
neskenes Vold. Er du fornøiet dermed, svarede
Han, da have vi ikke nødig at reise langt; her
under denne Hyrdes Tag har mine Forfædre havt
deres Rede i mange Aar, og jeg kan med nogle
faa Halmstraae sætte den i Stand. Folkene
elske os, og ansee det for et lykkeligt Tegn, at
saa uskyldige Dyr have den Tillid til dem, at
bygge under deres Tag; de forsvare os som deres
kiereste Kreature, og de spise os dog ikke. Vi
ere de første iblant Fuglene til at forkynde dem
Foraarets Ankomst, den Tid, da Solen ved sine
blide Straaler opvækker Naturen af sin lange
Vinter=Søvn, og fremkalder Dyrene af deres
Huler, til at opfylde Naturens virksomme Drif¬
ter. Denne Tid, som den aarvaagne Huusfa¬
der gaaer med saa stor Glæde i Møde, og af
hvilken han agter hvert et Øieblik saa dyrebart;
