106
lad og ikke spilde den! See, hvor nøie Hyrden
og Sædemanden give agt paa os, hvor ofte de
besee vore Reder, for at følge det første Vink,
som vi give dem, til at gaae ud til deres sædvan¬
lige Arbeider. Hvorfor skulle vi bedrage dem i
deres Haab, og være ulydige mod den Stemme,
som vi høre i os, og ved hvilken Naturen adva¬
rer de fornuftige Kreature selv om de selskabelige
Pligter. Saa bygde de deres Rede, bleve frugt¬
bare, og udlagde deres Unger til den bestemte
Tid. De kom igien nogle Sommere, og aldrig
blev Progne kied af sin Mage, aldrig forandrede
hun Rede, aldrig klagede hun over Ufrugtbarhed,
eller over Fødselens Smerter. Natur og Kier¬
lighed giorde hende Livet saa behageligt, at hun
hver Dag takkede Guderne for hendes Forvand¬
ling, og ønskede, at hendes Syster maatte være
ligesaa lykkelig som hun.
Philomele var ikke saasnart bleven for¬
andret til en Nattergal, førend hun ved sin
prægtige Sang lokkede mange Tilhørere ind i den
Lund, som hun udvalgte til sin Boelig. Dette
Sted, sagde Eieren af Lunden, skulde tabe en
af sine største Yndigheder, dersom saa deilig en
Fugl kom bort, jeg vil forsøge, om jeg kan fange
den, og hænge den i et Lysthuus midt i Lunden.
Hver Nat udsatte han Snarer, og pønsede stedse
paa nye Midler til at fange hende; men endskiønt
