107
hun var klog nok, baade til at merke hans List
og til at undgaae den, kunde hun dog hverken
overtale sig til at tie, eller til at forlade Lunden,
saa stor Magt havde Æren over hendes bløde
Hierte. Da de andre Nattergale længe, men
forgieves, havde søgt at overskrige hende, for¬
lode de af Misundelse et Sted, hvor de ikke
bleve bemerkede; En eneste Han, som næst Phi¬
lomele var den beste Sanger i Skoven, blev
tilbage, hos ham alene havde Kierlighed og Fø¬
lelse af Fortienester saa megen Magt over Æren,
at han, forelsket i hendes Stemme, skiulte sig i
den næste Busk, for med Taushed at høre og
beundre hendes Sang. Eieren af Lunden havde
en Paafugl, som havde været hans Yndling,
førend Philomele kom i Skoven; denne søgte at
ombringe sin Medbeiler, og at lokke den ned af
Træet, for at dræbe hende. Du synger dog alt
for vel, sagde den engang til Nattergalen, til at
have saa heslige Fiere, og til at boe i Mørket;
hvorfor sees du kuns om Natten, er det for at
skiule din Heslighed, som Uglen? Kom ned, jeg
vil give dig nogle af Argi Øine, som Juno har
sadt paa min herlige Svands, og du skal være
ligesaa deilig af Fiere, som du er yndig af Sang,
ligesaa liflig for Øiet som for Øret, ligesaa klar¬
synet, ligesaa værdig til at bestraales af Dagens
Lys, som din Stemme nu er behagelig i den kiøle
