108
og stille Aftenluft. Endskiønt Philomele hidind¬
til havde været forsigtig nok til ikke at lade sig
lokke i Snarer ved hendes Nysgierrighed, en
Drift, som skal være meget almindelig iblant
Fugle af hendes Art, kunde hun dog nu ikke læn¬
ger modstaae den; Hendes hele lille Krop zittrede
af Begierlighed efter disse nye Prydelser, men i
det hun vilde flyve ned af Træet, for at betragte
dem, blev hun forskrækket for Paafuglens Fød¬
der, og var maaskee faldet død til Jorden, der¬
som ikke hendes skiulte Elsker, som forud saae
hendes Fare, havde udstrakt sine Vinger, for at
modtage hende og afværge hendes Fald. Da
hun kom til sig selv igien, og indsaae den Fare,
som hun havde været saa nær ved at styrte sig i,
følte hun saa meget større Erkiendtlighed mod
hendes Velgiører, som hun ikke havde ventet at
finde saadan en Ven blandt alle Fugle, men aller¬
mindst iblant dem af hendes egen Art, som var
saa misundelig over hendes Sang. Hvor¬
med skal jeg belønne din Oprigtighed, ædelmo¬
dige Befrier, sagde Philomele; Jeg er belønnet
nok, svarede Hannen, dersom jeg maae være elsket.
Ach, tænkte hun ved sig selv, jeg har vel Aar¬
sag til at elske dig; hvortil nytter al den Ære
og Høitid, som man beviser mig, saa længe jeg
iblant tusinde Misundere og Efterstræbere ikke har
en eneste Fortroelig? Jeg vil forlade dette farlige
