109
Sted, og følge denne Ven, jeg vil boe hos ham,
jeg vil elske ham; thi jeg føler hos mig en Drift,
som tilsiger mig, at jeg i hans oprigtige Kierlig¬
hed skal finde den Lyksalighed, som jeg forgieves
har søgt i en forfængelig Ære. Men hvor meget
Natur og Taknemmelighed end talede for ham i
hendes Hierte, fik dog Æren snart Overhaand
igien. Jeg vil altid være eders Ven, sagde hun;
men jeg kan endnu ikke overtale mig til at blive
eders Mage. Er det for meget, sagde hun vi¬
dere, om jeg troer, at en Fugl af mine Gaver er
bestemt til noget høiere, end til at fordrive Som¬
mer=Nætterne stiltiende i et Rede, for at legge
Unger ud? Jeg vil i det mindste blive ved at
synge saa længe Foraaret varer; bliv imidlertid
hos mig, og lad det være nok, at jeg aldrig væl¬
ger nogen anden til min Mage end eder. Om¬
sonst forestillede han hende, at Naturen ikke gav
Fuglene saa prægtige Stemmer alene for at for¬
nøie Menneskenes Ørene, og for at giøre dem
selv Ære; at de vare Virkninger af høiere Drif¬
ter, som hun uden Utaknemmelighed mod Natu¬
ren ikke kunde modstaae; at det var hendes Pligt
at forevige saa ypperlige Gaver i hendes Afkom,
og at dersom hun lod den beste Tid af Somme¬
ren gaae forbi, skulde det siden væxe for sildig.
Som han sagde, saa skede det. Efter nogen
Tids Forløb havde Philomele hverken Lyst til at
