170
synge eller til at elske. Dette Aar gik forbi, og
Philomele lod sig i det næste Foraar høre i Lun¬
den igien. Hendes troe Han fuldte hende; thi
han haabede dog engang at blive lykkelig. Men
Philomele var nu allerede bleven saa berømt for
hendes Sang, at hun hver Aften saae sine
Tilhøreres og Beundreres Tal voxe; Vane og
Indbildning forstørrede i deres Øine hendes Fuld¬
kommenheder saaledes, at de endog tillagde hende
dem, som hun ikke havde; Denne Fugl, sagde
nogle, er meer end en Nattergal; man skal ikke
finde hendes Mage i alle Skove. Ved disse
Ord opskød det lille Dyr sin Kroe saa meget, at
hun begyndte at ansee hendes Elsker med de for¬
agteligste Blik, som tilkiende gave, at hun ikke
holdt ham meer for hendes lige; dog troede hun
endnu, at Taknemmelighed forbandt hende til at
undslaae hans Begiering med høflige Undskyld¬
ninger. Engang traf han hende ved et Lærke¬
Rede, og da hun syntes at være rørt af den Glæ¬
de, som viiste sig i hver en Bevægelse, med hvil¬
ken Moderen kom sine spæde Unger til Hielp,
benyttede han sig af dette Øieblik, til at prise
hende Lyksaligheden af de selskabelige Forbindelser,
som ere grundede paa den naturlige Kierlighed.
Jeg begriber det nok, svarede hun, men siig mig,
miin Ven, var det vel anstændigt for Fugle af
saa høie Gaver, at begrave sig, som denne Lærke,
