171
i en Kornmark. Jeg elsker den frie Luft, og
jeg er vant for vel til at indslutte mig i et Rede,
hvor man neppe kan røre sig, neppe drage Aan¬
den, i et Rede fuld af nøgne Unger, i saadan
et Rede skulde jeg døe af Qvalm; hvilken elen¬
dig Figur er dog ikke denne Runddeel, i hvilken
Fugle bygge deres Rede; kunde de da aldrig lære
af Bien og af Æderkoppen at vælge et smukkere
Mønster; Jeg lod mig før sætte i et Buur, end
jeg overtalede mig til at gaae i saa snevert et
Fængsel, for at ligge nogle Nætter og Dage ud¬
strakt over et par Æg. Spurrer, Svaler og
andre gemene Fugle, som ikke due til andet, kunde
man ikke bruge dem til at udlægge vore Æg?
var det for meget, om de forlod deres egne Un¬
ger, for at opføde vores i den Tid, som vi bedre
kunne anvende. Min Frihed, min Stemme,
min Ære, min fine Skabning, alt dette skulde
jeg opofre, for at giøre mig lige med en graa
Spurre, og maaskee, for efter saa kummerligt
et Liv, at have engang den rare Fornøielse at
frembringe en Unge, som skulde hovmode sig over
mig, naar jeg blev gammel, og bilde sig ind, at
hun sang bedre end jeg.
Saaledes talede Philomele en Sommer
efter den anden, indtil hendes Stemme omsider
begyndte at falde, og nogle af hendes Beundrere
at forlade Lunden. I denne Eensomhed saae
