196
tilligemed de Græske og Romerske Alderdom¬
me; I den tredie Mathematiken og Philoso¬
phien; og nu synes det at være Lovkyndighedens,
Statskonstens, og de skiønne Videnskabers Pe¬
riode. Under Jacob den første var det nok for
en Statsmand, at tale got Latin, og det var
farligere for en Gesandt at begaae en Feil mod
Grammatika, end at være uvidende i Lovkyndig¬
heden og Statskonsten. Paa den Tid, da Chi¬
romantien og Astrologien blev regnet iblant de
store Videnskaber, og Chronodistica, Ana¬
grammata; Rebus for Vittighedens Arbei¬
der, holt man Naturkyndige for Hexemestere, og
tvivlede, om Naturens Ret var en Videnskab.
Det er endnu ikke meeer end hundrede Aar
siden Grotius skrev det bekiendte Verk om Fredens
og Krigens Ret. Baade den store og lærde
Verden studsede ved at see en Bog, som foredrog
de Almindeligste af Menneskets Pligter, i et
System, der var ligesaa ordentligt og grundigt,
som det, i hvilket man var vant til at forklare
Ordenes Bøielser og Sammenbindelse i de to
lærde Sprog, Begrebernes og Sætningernes
Sammensættelse i Fornuftslutninger efter de ad¬
skillige Figurer og Maader, som Aristoteles har
opfundet, og iblant hvilke der ere kuns saa faa,
som Fornuften kiender sig ved. Hele Verden,
siger jeg, blev forundret over at see, Grotius
