200
ber ere en Opfindelse af de Franske, og til Skade
for den sande og grundige Lærdom.
Disse Jndvendinger ere saa svage og saa
ofte igiendrevne, at jeg er kied af at tale derom,
og holdt dem ikke værd at besvare, dersom jeg
ikke skrev for et Publicum, hvor de opkaages hvert
Øieblik, og som er uoplyst og ustadigt nok til at
foragte i de nye Skrifter det Selvsamme, som de
af Vane alene og uden Skiønsomhed og Følelse
tilbede i de gamle. Spørger man f. Ex. disse
Folk, om Cicero og Plato have været grundige?
o da er Wolf og alle vore nye Philosopher kuns
Børn mod dem. Spørger man dem, om hine
gamle Taleres Verker ere Skiønne? da er Fe¬
nelon og Flechier kuns Fuskere. Slutter man
nu deraf, at det i et levende Sprog (thi det
Græske og Romerske har jo dog engang været
levende?) er mueligt at skrive baade grundigt og
skiønt; Slutter man videre af de Gamles egne
Grund=Regler og Exempler, at det Grundige og
Skiønne ikke bør adskilles i alle de Videnskaber,
som sigte til at forbedre Menneskene, at Cicero
og Plato ikke havde været saa store Skribentere
som de ere, at de ikke havde besiddet denne Skiønne
Lærdom (politiorem doctrinam), som man
priser i deres Verker, dersom de havde skrevet
i den Smag, som findes i vore nye Philosophi¬
ske Lærebøger efter den Mathematiske Methode;
