201
Understaaer man sig endelig at sige, at et Skrift
i et levende Sprog er saa meget des fuldkomnere,
jo mere det ligner disse Mønstre i de Gamle, da
have disse samme Folk strax tusinde Jndvendinger,
for at giøre til intet alt hvad de selv tilforn have
sagt. Da er det Skiønne, hedder det, til Hin¬
der for det Grundige, med hvilket det dog saa vel
bestod i Athenen og Rom; da ere de gamle Sprog
saa Guddommelige, at alt hvad der er sagt om
dem ikke gielder om andre; da er det, som var
skiønt og grundigt paa Græsk og Latin, ikke meere,
skiønt og grundigt, naar det siges paa Fransk
eller Dansk, og det, som de Gamle kaldte lite¬
ras humaniores, er, som nogle Lærde forsikre,
ikke mere det, som de Franske kalde belles let¬
tres, og vi de Skiønne Videnskaber; Nei, det
er en af de forlorne Konster, som alle Folk i Eu¬
ropa forgieves søge at finde igien, og som ikke
mere er til uden i de Græske og Latinske Glose¬
Bøger. De samme Folk, som forsikre os, at
Apostlerne selv have lært deres Veltalenhed af
Hedenske Skribenter, ere færdige til at giøre
andre til Kiettere, som troe, at Flechier, Bossuet,
Tillotson og Mosheim besidde noget af Apostler¬
nes og de gamle Grækers Veltalenhed. De sætte
vore nye skiønne Verker i de levende Sprog i
Classe med Sophisternes opskruede Skrifter, og
i det de prise os saa meget den gamle Veltalen¬
