204
det er. Efter Aristotelis System vare alle Væ¬
sener Maskiuer, og Sielene deres Former. Ja
det Platoniske System selv, hvor mange Fortrin
det end havde for de andre, forestillede Gud, som
den Persiske Monark, hvis Ære tillod ham ikke
at være nærværende, eller at virke overalt i den
hele Skabning; han boede, hedte det, i de høie
Himle, og overlod de Jordiske Tings Bestyrelse
til de andre Aander.
Jngen af disse Philosopher indsaae tilfulde
og i Sammenhæng de Sandheder: at Verden
har sin Grund i et Væsen, som er adskilt fra Ma¬
terien, hvis Magt er Aarsag til Tingenes Vir¬
kelighed, og hans Viisdom og Godhed til deres
Orden og Fuldkommenhed; At han virker overalt,
uden selv at være deelt; At Sielene hverken kan
være Egenskaber eller Dele af dette Væsen, eller
Legemernes Form; at intet skeer ved Hændelse,
eller ved en blind Nødvendighed, og flere Sand¬
heder af den naturlige Religion, som nu begribes
af alle, der have fund Fornuft, endog dem, der
ikke antage den aabenbarede Religion. Og kan
vi da andet end troe, at den menneskelige Forstand,
har behøvet et høiere Lys, for at bringes paa
Spor af disse Sandheder, som den nu begriber,
efter at de ere bekiendtgjorte? Bliver denne For¬
modning ikke endnu rimeligere, naar vi betænke,
at de, som først have lært os at kiende Gud paa
