219
Vi see heraf, at endskiønt Gud, for at
opfylde en Hensigt, hvortil der ikke have været
tilstrækkelige Aarsager i Naturen, undertiden kan
komme de naturlige Kræfter til Hielp ved en
umiddelbar Forandring, iagttager han dog, saa
vidt mueligt er, baade i Forandringen selv og i
dens Følger den sædvanlige Orden, som er grun¬
det i hans Viisdom, og passer sig til Tingenes
Natur og Tilstand; og hvorfor skulde der ikke til
at naae Guds endelige Hensigt, undertiden be¬
høves en Forandring i et Led af Naturens Kie¬
de, hvortil Gud ikke uden at handle mod andre
Hensigter kunde have lagt Aarsagen i de natur¬
lige Tings allerførste Indretning ved Skabelsen?
Men skulle saadan en Forandring undertiden
være muelig og fornøden, er det da ikke meere ri¬
meligt, at Gud efter den overalt af hans Viis¬
dom iagttagne Sparsomheds=Lov frembringer
denne Forandring just til den Tid og i den Maa¬
de, som udkræves til at naae hans Hensigt, end
at han fra Begyndelsen af skulle have skabt en
lang Kiede af naturlige Aarsager, hvis Viæknin¬
ger i al den Tid enten havde været unyttige, eller
og stridige mod høiere Hensigter? Det er ligesaa
stort et Mirakel at opholde Tingene, som at skabe
dem; For Guds Magt ere begge Virkninger
lige; men da hans Viisdom udkræver, at ingen
Kraft i Naturen virker enten mere eller mindre
