230
Regler, ved hvilke de udrettede de store Ting,
som vi nu omstunder baade beundre og belee, uden
at kunne give anden Grund derfor, end at de
fleste, som fortælle os disse Ting, hverken have
Skiønsomhed til at fatte de Gamles Grund¬
Regler, eller Hierte til at efterfølge deres Dyder.
De Gamle forestillede i deres Helte=Digter, deres
Sørge=Spil, deres Mynter, deres Støtter, be¬
rømmelige Mænd af deres eget Folk, for at giøre
Fædrenelandet Ære, og opmuntre deres Lands¬
mænd til at træde i Fædrenes Fodspor. Naar
vi derimod ville giøre en Sang, eller opføre et
Skuespil til Dydens Ære, er ingen af vore egne
Helte værdig til at træde frem paa Skuepladsen;
Grækenland og Rom alene har kunnet frembrin¬
ge saadanne Personer. Efterkommerne maae
slutte, at de Folk, som nu leve i Verden, ikke
have gjort noget merkværdigt. Aarsagen er ofte
alene, at et Dansk, et Engelsk, et Fransk Navn
ikke skulde klinge saa vel i vore Ørene som et
Græsk eller Latinsk. Ville vi pryde vore Haver,
vore Tørve, vore Spadsere=Gange med billeder
og Støtter, da er det Apollo, Mars, Herkules
og andre gamle fabelagtige Personer, som ved
saadanne Erindrings-Tegn fortiene at foreviges
iblant os. See dette er den sande Lærdom, den
grundige Viisdom, som man ophøier saa langt
over Boileaus Skiemt og Mailtons Løgne, over
