232¬
gils, en Erasmi, en Carl den Femtes Gestalt.
Det er denne Konst, som vi have at takke for den
Fornøielse, at vi endnu kunne see og betragte dem,
som have været de forbigangne Tiders Prydelser,
og at vi have Alderdommens fortreffelige Møn¬
stre for Øine, for ved dem at opmuntres til dy¬
dige Handlinger og Helte=Gierninger. Dette
var den første Hensigt af denne ædle Opfindelse,
og just det, som forskaffede den saa almindeligt
et bifald i Verden. Men ak! hvor skamme¬
lig er den ikke overalt forandret og fornedret!
Gaaer jeg f. Ex. ud at spadsere i en offent¬
lig Have, som med store Bekostninger er prydet
med en Mængde af billeder og Støtter, er det
da ikke naturligt at formode, at saadan en Ødsel¬
hed af den fineste Marmor, som er udgravet af
de største Konstnere, har til Hensigt at give os
nogle nyttige Regler og Efterretninger? Min
Nysgierrighed leder mig til det første billede,
som jeg seer. Efter nogen Betragtning finder
jeg, at det forestiller Cephalus og hans Hund
Laelaps, Ting, som ere kuns af liden Betyden¬
hed for at opvække min Opmerksomhed. Ligesaa
lidt kan jeg begribe, hvortil det nytter at see, paa
hvor behændig en Maade Proeris tager en Piil
imellem sine Fingre, for at giøre Cephalus en
Foræring deraf. Lidt længere hen finder man
et billede af Ceres, af den Gud Pan, eller af
