239
sielden i Været, og naar han engang giorde det,
trakte han Øinene ligesaa hastig tilbage og blev
rød, som om nogen havde bemerket ham; ved
hvert Øiekast var han saa bange, som om hele
Gaden vidste, at det var Sommelius, og gav
ikke agt paa andet end paa ham. J hans An¬
sigt var en tvungen Alvorlighed, som naar man
vil undertrykke en indvortes Glæde, der dog mod
vores Villie udbryder. Jeg merkede let af den
Mine, han giorde til de unge Studentere, der
mødte ham, an han i Gaar maatte have været
til Examen, og faaet en berømmelig Caracter.
Han hilsede ingen uden med stor Eftertanke, og
betragtede dem meget nøie, for at merke, om de
ogsaa vidste, at han var den Person, der havde
staaet sig saa vel. Clitander derimod havde en
frie og skiødesløs Gang; hans Øine spillede
imellem begge Siderne af Gaden. Naar nogen
mødte ham, tog han saadan en Stilling an, som
gav tilkiende, at han gik dem i møde, alene for
at udbede sig deres gunstige Dom om hans Per¬
son; gik En forbi uden at merke ham, den for¬
fulgte Clitander med et foragteligt Øiekast, som
bebreidede den anden sin Uagtsomhed; men saae
man efter ham med en Opmerksomhed, som til¬
kiendegav nogen Høiagtelse, da opklaredes Cli¬
tanders Ansigt, og han undersøgte sin hele Per¬
son, for at finde, hvori de Fortienester laae, som
