240
havde gjort andre saa agtsomme, om det var den
smukke Læg, eller den nette Skoe, som man be¬
undrede. Saa ulige Personer, som disse, kunde
ikke andet end blive hinanden vaer, længe førend
de kom sammen. De lavede sig og begge til at
tage imod hinanden med den Foragt, som enhver
troede, at den anden fortiente, og som ---
de fortiente begge. Jeg merkede, hvor Som¬
melius lagde sit Ansigt i Folder, for at udfinde
den Mine, som var beqvemmest til at vise hans
Modstander, at han ingenlunde var findet til at
give ham Fortrinet for en Person, som offentlig
havde fortient saa megen Berømmelse for sin
Lærdom. Men Clitander forsømmede ikke heller
noget paa sin Side, hvorved han kunde give sin
Person en Glands, som i det mindste maatte
afnøde den anden et misundeligt Øiekast.
Jkke alle Pedanter ere lige utaalelige; de
ere ikke heller alle lige skadelige. Der er et
Slags Pedanterie, som alene fortiener at belees;
men der er et andet, som har alt for alvorlige
Følger, til at man skulde lee deraf. Enhver i
Byen veed at sige, at Orgon er hovmodig, og
jeg troer det selv; thi Orgon har kun liden For¬
stand og stor Lykke. Men ingen taler om hans
ærværdige Svoger, da jeg dog er vis paa, at
han har langt større Mod end Orgon, endskiønt
han skiuler det med et heldende Hoved og en kry¬
