241
bende Gang. Det er sandt, naar jeg taler med
Orgon, maae jeg ikke glemme at ophøie hans
Fortienester mod mig; jeg maae nøie passe paa
at nævne hans Titel ved hvert Ord; glemmer jeg
det engang, stiller han sig an, som om han ikke
hørte, hvad jeg sagde, og med et koldsindigt Hee!
nøder mig til at sige de samme Ord igien, for at
rette min Feil; men naar jeg iagttager dette, er
Orgon for resten høflig, og begegner mig aldrig
med Foragt. Men hans Svoger - - - ja jeg
takker Gud, at jeg ikke kiender ham; men dette
veed jeg, at han spildte en af mine Venners Lykke,
der engang kom ind til ham uden at lade sig mel¬
de; og man fortæller om ham, at han alletider
staaer inden for Vinduet, for at bemerke, om
hans Clienter tage en ærbødig Mine, naar de gaae
forbi hans Huus. Kort: en hovmodig Pe¬
dant, som tillige er egensindig, og har nogen
Magt i Hænderne, er et af de fæleste Skabnin¬
ger i mine Øine.
Jeg finder saadan en Mængde Pedanter,
hvor jeg seer mig om, at jeg umuelig kan give
et fuldkommen Portrait paa dem alle. De ere
ogsaa ofte saa ubestandige, at de forvandles un¬
der mit Øiesyn, og have saa uvis en Caracter,
at jeg ikke veed, fra hvad Side jeg skal angribe
dem. Jeg vil alene forsøge at udkaste nogle
