25
nerne vare fra Levante, Sukkeret fra Martini¬
qve, Theekopperne fra Japan, og Skeerne gjorte
i Paris af. Peruviansk Sølv. Endskiønt Caf¬
seen var saa forbrendt, at man ikke kunde smage,
om det var Bønner eller Erter, drak han dog
selv med stor Appetit, og forsikrede, at der var
megen Forskiel i Smagen imellem de Levantiske
Bønner, og dem, som vi hentede fra vore Øer
i Vestindien; han beklagede, at vort eget Suk¬
ker var dyrere end det Franske, og at den Chi¬
nesiske og Vestindiske Handel ikke havde større
Fremgang.
Jeg tog mig denne ene gang, sagde Kiøb¬
manden, den Frihed at sige ham imod; Deesom
alle, svarede jeg, brugte Levantiske Bønner og
Fransk Sukker, var det ikke Under, om den
Vestindiske Handel gik tilbage. Hvorfor F
sagde han med Heftighed, give J os da ikke bedre
Vare og bedre Kiøb? eller hvorfor passe vore
Told=Betientere ikke bedre op? Vel er jeg en
stor Patriot, men jeg seer dog ikke, at Kierlig¬
hed til Fædrenelandet forbinder mig til at drikke
slet Caffe, og betale mit Sukker dyrere, naar
alle andre kunne have det baade bedre og lettere.
Disse alle andre, svarede Kiøbmanden, sige uden
Tvivl ligesaa. Enhver vilde maaskee nok handle
som Patriot, dersom alle andre giorde det sam¬
me; men de betænke ikke, at det aldrig kan kom¬
