279
slelden onde og frekke nok til at gaae saa vidt i
de sidste. Jmidlertid indtage de dog en levende
Indbildning, og et følende Hierte; Man ønsker
at efterligne dem, men det visseste, man naaer,
er deres Vanheld og Ulykker. At vise Bestan¬
dighed i Elskov, og at opofre en Deel af sin ti¬
melige Lyksalighed for en velgrundet Kierlighed,
er en Character, hvori et uædelt Hierte kan finde
yndigheder selv. Men hvor let kan ikke denne
ædelmodige Caracter vanslegte til Udyd! Hvor
mange ulydige Børn, hvor mange haarde For¬
ældre og ulyksalige Familier kan den ikke føde, af
sig, naar den skal dannes i Romanernes Skole!
Ja, dersom det endda var en dydig Kierlighed,
som giorde Roman=Heltenes Fortienester. Men
hvor ofte er det ikke en blind Passion, som kom¬
mer af ligesaa fordervet en Kilde, som den har
en uædel Hensigt. Jkke desmindre har denne
Skindyd Yndigheder nok, til at henrive et føieligt
Hierte, naar den elskende Helt føres fra en Ulykke
og fra en Gienvordighed til den anden. Den
Ulykkelige har Fortienester nok i vore Øine, og
hans Vanheld alene synes at give ham en Ret til¬
vor Kierlighed. Vi ynkes alene over hans Ulyk¬
ke, og glemme de Daarligheder og Laster, ved
hvilke han haver tildraget sig dem.
Hos Eders Kiøn, min Datter, er dette
mere at befrygte end hos vores. Naturen gav
