281
læst alle muelige Robinsonner, at han tilsidst selv
fik Lyst til at formere deres Tal, og for at blive
en vandrende Ridder, opofrede sin egen Lykke,
og sige gamle Forældres Rolighed.
Efter alt dette, min Datter, ville De vel
ansee mig for en afsagt Fiende af Romaner.
Men nei, det er jeg ikke. Jeg anseer denne
Opfindelse ikke alene som uskyldig, men og som
en af de nyttigste, til at formilde Sædelærens
Strenghed, og at give Hiertet levende Følelser
af Dydens Sødhed, eller af Lastens Afskyelig¬
hed. Men Roman=Skriverne bør ogsaar have
denne ædle Hensigt, naar de digte. De bør ikke
blot ville vise en frugthar Jndbildnings=Kraft,
ved at sammenspinde en Mængde underlige og
selsomme Tildragelser, som henrykke Læseren, og
sætte ham i Bestyrtelse, uden at forbedre ham.
De bør ikke vilde tilbetle sig hans Høiagtelse, ved
at smigre for hans Passioner, og ved at antænde
en skadelig Jld i hans Bryst. Deres Hensigter
bør være, ved at forestille Menneskene saadanne,
som de virkelig ere, at føre os ind i Verden til
en Tid, da vi troe at have undslaaet os fra den,
at forskaffe os en Kundskab og Forfarenhed, som
vi i Omgang med Verden ikke kunne indsamle os
uden vores Skade. Naar disse Hønsigter op¬
fyldes, da fortiene Romaner først Navn af Hi¬
storiens Stedbrødre, som Herr Formey kalder
