282
dem, og da have de Fortrin for Historien selv.
Historien optegner Tildragelserne saadanne og i
den Orden, som Tiden har frembragt dem; Den
tør ikke forstørre eller forringe dem, den tør ikke
give dem et vigtigere Udseende, eller en betyde¬
ligere Plads, end den de i Naturen have. Jntet
Liv er underkastet lutter selsomme og usædvanlige
Hændelser. Endog det Menneskes Liv, som synes
allermeest merkværdigt, har en Kiæde af utallige
matte, tomme og ubetydelige Perioder, som ei
røre os, fordi de ikke indeholde noget Nyt og
Usædvanligt. Historien, som alene søger Sand¬
hed, tør ikke digte Merkværdigheder, for at sætte
os i Forundring, heller ikke fortie det Uvigtige,
af Frygt for at giøre os kiedsommelige. Roman¬
Skriveren derimod har Tildragelserne i sin Magt;
Han opfinder dem selv, han danner og udarbei¬
der dem selv. Han kan udelade det Daglige,
det Sædvanlige, og føre sin Helt fra en merkelig
Tilstand til den anden. Han søger ikkun Rime¬
ligheden, og man forlanger ikke af ham, at han
skal vise os fuldkomne Mønstre i Naturen, af de
Skilderier, som han har gjort. Lad være, at
alle Træk ikke findes samlede i Naturen; det er
nok, naar et hvert for sig betragtet er naturligt,
og de ikke modsige hinanden. Læseren skal kunne
kiende sig selv paa et eller andet Træk, han skal
sætte sig i de mislige Omstændigheder, hvori hans
