284
vis stor Skribent, hvilken, da han havde læst
denne Historie til Ende, brød ud i dette Sukt
D! at jeg havde skrevet Grandison, saa
blev jeg vist salig. Jeg fornøier mig over den
prægtige Lovtale, som ligger i dette Suk for Gran¬
disons Forfatter, men endnu mere fornøier jeg
mig over den ædle og dydige Skribent, der har
kundet ønske, at have skrevet et Verk, hvori der
fremskinner ligesaa megen Forstand, Vittighed
og Lærdom, som Dyd og Menneske=Kierlighed,
ikke for at tildrage sig Verdens Høiagtelse, men
for at tækkes den Allerhøieste ved at prædike Dy¬
den, og forbedre sine Medborgere. J Sandhed
en Skribent, som saaledes tænker, han skal ikke
ville ved ugudelige og vanartige Skrifter komme
Dyden og Religionen i mange hundrede Aar efter
sin Død til at sukke over hans afskyelige Minde.
Saadan en Skribent skal kunde gaae Døden og
Evigheden med den glade Fortrøstning i møde,
som den Engelske Tragedie-Skriver Tomson,
til hvis Berømmelse man har sagt: At han al¬
drig havde yttret en eneste Tanke, som han
kunde ønske i sin Døds-Time at udslette.
Forlad mig, min Datter, at jeg bliver saa
alvorlig. Den Høiagtelse jeg bærer for Gran¬
dison, havde nær forført mig til at holde en Lov¬
tale over en dydig Skribent, i det jeg vilde rose
min Roman. Men læs den selv, min Datter,
