298
ternes Personer og Familie. Endog disse finder
man sielden saaledes udførte, at man deraf kan
slutte deres Caracter og deres Grund=Regler.
Man lærer at kiende dem som store Herrer, Hof¬
mænd, Krigsmænd, og sielden som Fædre, Men¬
neske=Venner, Lovgivere og Dommere. Det er
ikke altid det, som en Regent siger for i Spidsen,
af sin Krigshær til en fremmed Minister eller i
en offentlig Raads=Forsamlig, som caracteriserer
hans Tænkemaade og Regiering. Det er den
Opmerksomhed, som han i enkelte Tilfælde viser,
for at erkyndige sig om sit Folks Tilstand, de
merkværdige Ord og Handlinger, som tilkiende¬
give, at han kiender og føler Vigtigheden af sine
høie Pligter, den Gave til at ære Dyden og giøre
Lasterne foragtelige, som giøre større Virkning,
end Straffer og Belønninger. Den Agtsomhed,
som han viser for personlig Fortieneste i alle
Stænder, den Ømhed og Retsindighed, med
hvilken han baade hører de Fortrængtes Klage¬
maal og de Anklagendes Undskyldninger, og en¬
delig det Mod, som han viser i at opofre nogle
af sine egne Lyster og Beqvemmeligheder, for at
befordre den almindelige Velstand. Disse Ting,
som giøre en Regent mere Ære end baade den
Tapperhed, med hvilken han vover sit Liv i Stri¬
den for at aftvinge sin Naboe en Province, eller
den Klogskab, med hvilken han veed at udføre
