313
denne roelige Tilflugt! Her tier Jorden stille, og
tillader mig at høre Himmelens Stemme; Him¬
melens Stemme, der stedse taler i det menneske¬
lige Hierte, om vi kun vilde agte derpaa. - - -
Her lader mig raadslaae med mit saa længe be¬
ængstigede Hierte, der længe nok har holdt an hos
mig om en beleilig Stund, men altid fundet mig
beskæftiget. Eller og den buldrende Verden for¬
styrrede os midt i vor Samtale, og opsatte den
ulykkeligviis til en anden gang; endskiønt (o for¬
færdelige Tanke!) endskiønt en biende Evighed be¬
breidede min Nølen.
Saa længe Verdens Bulder døver vort
Øre; dens Færsel og Tummel strøer os Støv i
Øinene: hvo kan da høre Samvittighedens sagte
Hvisken, eller læse Fornuftens stærke Fordringer,
der dog staae skrevne med store Bogstaver paa
det rolige og ufortryllede Hierte? Nu læser, hører
og skielver jeg; skielver for det, hvorover jeg før
triumpherede; blues ved det, hvorover jeg ellers
var stolt. O Vellyst! Vellyst, hvad er du?
Fornuftens Død. Og med Fornuften døer Men¬
neskets ganske Himmel saavelsom og dets ganske
Caracteer.
Da Taagen, der hidtil indhyllede mig i
Nat, nu lidet har fordeelt sig, saa see dig engang
om, min opklarede Siel, og siig mig, hvor,
eller hvad er jeg? En Umaalelighed rundt omkring,
