314
mig! En Evighed for mig! min Fornøielse en
Skygge, min Tid et Øieblik, mit Liv en Dunst!
og skulle vel et Øieblik, en Skygge, en Dunst,
bemestre sig al min Kierlighed? Bemægtige sig
alle mine Tanker? Skal for deres Skyld, en
Engel fra Himmelen bie, til det falder mig be¬
leiligt, at antage hans Besøg? Skal selv Engle¬
nes store Fader opsætte sit Kald til i Morgen?
Hvad, o min Siel, om han ei tiere skulde kalde
dig! - Naadige Gud, om han ei tiere skulde
kalde dig, om du var overladt dig selv! - hvor
blev saa Haabet? Hvor blev da Mennesket? J
det første Øieblik, Mennesket, det afsindige Men¬
neske, vil være sin egen Herre, ingen Tvang meer
lide, og tager Tøilen i sine egne forvovne Hæn¬
der; det første Øieblik han nu er i Frihed, bliver
han just den elendigste Slave. Hvor er han
haart sluttet, hvor afmattet, hvor trængende!
hvilken Hungers Nød han føler midt i sine Fraad¬
serier, Jngen kan i Hensigt vaa Tiden være viis,
der i Hensigt paa Evigheden er en Daare. Skræk¬
kelige Selvraadighed, det første Øieblik, Men¬
nesket nu ei længer holder sig til sin Skaber, strax
synker det, synker dybt ned i Fortvivlelses og For¬
dervelses bundløse Afgrund.
Af dette Dyb raaber jeg til Dig, o HER¬
REl HERRE hør min Røst! Sønderslid de
Fortryllelses=Kieder, der binde mig til uværdige,
