315
til jordiske, ja til Helved=Forlystelser; og giv mig
Vinger at hæve mig mod Dagens Lys, og til at
søge de Ting, der tiene til min Fred. Hvor er
den Skabning, hvilken du giorde? Hvor er det
Hierte, hvilket du dannede? Denne al Ureen¬
heds Pøl! Dette Rede af alle Laster! Den
kunde umueligen komme fra dig. Nei jeg har
vristet det af din velsignede Haand, og ladet det
falde i Skarnet. Hvad hielper det mig, at din
Barmhiertighed er over al din Skabning,
da jeg ikke længer er som du har skabt mig?
Jeg har sovet tæt ved Afgrunden paa den
yderste Brink og drømt, at jeg var i Himmelen,
endskiønt truende Hævn svævede over mig, og
Flammen brølede under mig. Hvad for en Skræk
vaagner i mig! hvad for et Svælg ligger for mig!
hvad for en Naade har reddet mig!
Hvor skulde jeg nu vel have været, om
jeg var død i Gaar? O! lad dog denne Tyngsel,
dette Bierg paa mit Hierte, dybere og dybere
nedsænke mig i taknemmelig Ydmygelse for den
saa overvættes Naade, at jeg endnu lever! -
Havde jeg før følet denne Angest, førend jeg var
omvendt. -
O du der bærer Jordens Grund=Pillere,
understyt mine Leve=Geister! - Hvør skulle jeg
nu vel have været, om den Dag i Gaar havde
været den sidste? Hvor? – Ak hvor? – og
