310
dertil evigen! - Evigen! - O Herre al¬
mægtigste Gud, kunde din Torden vel mere
ryste mig?
Du majestetiske Gud, der skaber Torde¬
nen! lad mig opstige over Skabningen, og med
en høi Flugt opsvinge mig til Tanker om dig
J Labyrinth og Mørke, vandrer jeg hid og did
paa en saadan Betragtnings grændseløse Mark!
Hvor, hvad, hvilken, hvorledes er du? Alle
Væseners Kilde, alt Godes Middel=Punkt. Da¬
genes første Alder! før Tidens Fødsel! over Engle¬
Begreb! Umaalelighedens Opfylder! Du, der
skuer ned paa de høieste Ting, og understytter de
ringeste! - O understyt du endogsaa mig.
Understyt mig, medens jeg bestræber mig
at giøre mig et tydeligt Begreb om dig, min
Gud! - men jeg bestræber mig forgiæves. Du,
der blandt alle Væsener er det meest aabenbare,
og det meest skiulte, det nærmeste og det længst
fraværende; hvor meget vi føle dig! hvor lidet
vi kiende dig! Jeg er i Dig, og kan dog ei finde
Dig. Jeg kan hverken gaae fra Dig, eller
komme til Dig. Skyer og tyk Mørke ere din
Telt! Under over Under beskytte og forherlige
din frygtbare Trone i Tidens korte Øieblik, og
igiennem den umaalelige Evighed.
Og, for saadan en Dommer skal du, o
min Siel, føre din Sag? Udøse din store Sorg,
