318
værelse. Jeg fordrister mig ikke at blive i samme.
Kunde jeg end nedsænke mig til Jord=Kredsens
Middelpunkt, saa var jeg endnu stedse for dit Øie.
Mørket selv forraader mig! Flugten selv fører mig
dig i Møde!
Og tør jeg da vove det, at nærme mig til
dig? Hvilken Forvovenhed det er! - og dog
er det en større, at undlade det. At synde er
farligt: fortvivle er dødeligt. Ak Forbarmelses¬
fulde JESUl hvor skal jeg ellers finde en Til¬
flugt, uden hos dig? Og dog vover jeg det ikke
at fremstille mig for dit Ansigt; jeg kommer skiel¬
vende bag efter dig. Kunde jeg alene røre ved
Sømmen af dit Klædebaand, saa var jeg helbre¬
det. Endog Hunde tør æde Brød=Smuler, der
falde af deres Herres Bord - O hvilken Til¬
bedelse hør dig til for saa guddommelig en Naa¬
de! Dybt i Støv nedknælet maae jeg tilbede
dig. - Men hvilken Tilbedelse er din Naade
værdig? Jeg kan ikke ret tilbede dig. Og om
jeg end kunde det, er jeg dog uværdig at torde
løfte et Øie op til din Trone. Min Virak har
ingen Lugt, min Lovsang har ingen Lov.
Men saavidt, som Himmelen er, udbreder
du Herre, dine medlidende Arme, for at mod¬
tage en tilbagevendende Verden. Som Sand
i Havet ere dine Velgierninger, og (med Gysen
maae jeg sige det) ligesaa mange ere mine Over¬
