320
Alt dette veed du, o Herre! og dog lever
jeg endnu. Alt dette har du seet og dog tiet
stille dertil. Du har forkortet din Arm; og holt
Hævnen tilbage midt i Skyen; endskiønt jeg
havde raabt den ned paa mit Hoved, i fald ellers
en fræk Trodsen kan nedraabe den.
Hvor længe, o Herre! har du havt Taal¬
maadighed med mig, og havt Taalmodighed,
imidlertid dine Pile fløi rundt omkring: End¬
skiønt jeg hørte til den første Orden af Syndere,
og aldrig holt Bønnens Skiold for mig, men
fremstod ganske nøgen i Synden. Mine ei saa
lastefulde Medbrødre fald haabeviis rundt om¬
kring mig til Jorden; og deres Fald var sørge¬
ligt. Jeg udslettede deres Afmindelse i næste
Giestebud, og den billige Aarsag til min Sorg
fordoblede kun min Ondskab. Uadvaret ved Ad¬
varseler, ubevæget ved dine Velgierninger, uskræk¬
ket ved egne Følelser, uoverbeviist af egen Over¬
beviisning, dadlede jeg deres Forhold, og ilede
videre fort i deres Fodspor. Jeg beklagede deres
sørgelige Afskeed og rendte min egen i Møde.
Var jeg bleven skaanet, naar den yderste Fare
truede mig, strax holdt jeg mig for udødelig.
Hvor mange muntre og modige Hobe af dem, der
vare fødte efter mig, og som i alle Livets For¬
haabninger havde meget forud for mig, har jeg
ikke paa samme Vellyst-Bane, i samme Ærgier¬
