322
ikkun nogenledes at formilde den? Kan vel min
Synds Bekiendelse gielde det mindste hos dig, til
min Sags Beste? Ak! jeg frygter, ikke saa me¬
get som et Sandskorn. Thi hvorfor har jeg vel
blottet mine Overtrædelser, fordi jeg ikke kunde
skiule dem. Du veed jo endog de, hvilke jeg ei
engang selv veed. Men, o Herre! jeg er og
bleven fristet - ja, og jeg har lokket Fristelsen.
Den svage Natur har forført mig - men har
jeg ikke med villigt Hierte fulgt min Forfører?
Verdens Exempler have sterkt sat an paa mig -
og jeg har glædet mig over denne Sminke. Jeg
har syndet med mine Fædre. - Det er sandt;
men jeg har overgaaet dem i at synde. Hvilken
Tids=Alder har saa frit givet alle Udyder Tøilen,
som denne? og hvilket Menneske, i en saadan
Tids-Alder, har rendt videre fort i Laster, end den
Elendige, der ligger her for dine Fødder?
Men er da intet Glimt af det Gode at
finde hos mig? Har jeg da ikke i det mindste
nogen Ret at beraabe mig paa Dyden, hvorved
jeg kunde give min med Synd opfyldte Vægtskaal
nogen Ligevægt? Jo, jeg har været en Forsvarer
af Dyden; - paa det jeg kunde rødde alle Hin¬
dringer for Laster tilside for mig. Jeg har
gaaet i din Tempel; - men ladet mit Hierte
hiemme. Endnu mere, jeg har bedet; - men
ikke ønsket hvad jeg bad. Jeg stillede mig yd¬
