324
ger. Jeg viklede mig ganske ind i Verden.
Jeg saae intet, uden saadanne Ting, dem jeg nu
ønsker aldrig at have seet; Ting, der giorde mig
blind imod dig. Men nu bryder dine Guddom¬
melige Egenskaber saa klart frem, som Morge¬
nen; og opvække mig til Følelse af din Nærvæ¬
relse. Nu seer jeg dig i alt; og seende maae
jeg tilbede dig; og tilbedende skielve.
Dine Egenskaber straale alle paa engang
ned paa mig, og slaae mig som Manden fra
Tarsiis, din ei saa fiendtlige Forfølger; de slaae
mig ned i Støvet. Din høistforfærdelige Alle¬
stedsnærværelse; Din høist ubegribelige Herlig¬
hed; Din høist uindskrænkte Viisdom; Din
fuldkomneste Retfærdighed, og uudsigeligste God¬
hed, ja, en Godhed, der er ganske uudsigelig;
og mig, o Herre, mig utaalelig. Denne for¬
nemmeste Aarsag til min Beskiemmelse! den,
der uophørlig giør min Vandel de strengeste Be¬
breidelser, der saa skrækkeligen forstørrer min
Skyld! Qvæler din Godhed mig saa; hvad
maatte da ei din Vrede giøre? Om din Vrede
vaagner, (o J Bierge skiuler mig!) om din
Vrede vaagner - Ak! Naade! Naade! Naa¬
de! Du der er mægtig til at redde! Ak!
viis mig Naade!
Og Naade skal du vise mig, du al Naa¬
dens Fader! Du overstrømmende, uudtømme¬
