320
jeg endskiønt bestridet min egen Forstand, og be¬
kæmpet mit eget Hierte, naar det vilde bevare
din Lov. Har jeg end med stor Møie bestridet
min Selvklogskab, og indtaget Fordervelsen med
Storm; saa lad dog Forbarmelsen ei være en
ganske ukiendt Fremmed i Himmelen! Lad din
Fortørnelse ei evig brænde! Hvorfor er Herren
fortørnet? Derfor at jeg er en Synder? Hvem
kunde du ellers tilgive? Fordi min Synd er stor;
des større er din Roes, at du tilgiver den. Din
Tiener er en Misdæder, men dog endnu stedse
en Tiener. Din Søn er en ulydig Søn, men
dog endnu stedse en Søn. Har jeg end ikke viist
et Barns skyldige Lydighed, ak! tab du derfor
ikke, o grændseløse Kierlighed, al en Faders
ømme Forbarmelse! Er jeg ikke dine Hænders
Verk? o! saa forsmaae det ikke! Er jeg ikke
et billede af din Majestæt? o! saa udslet det
ikke! Er jeg ikke det Klenodie, hvilket du med
dit Blod har erhvervet? ak! saa forkast mig da
ikke! Skulle Ting, der mindst kunne bestaae til¬
sammen, forene sig til min Undergang? kan jeg
tillige være beslegtet med Fordervelsen og med
dig? O! giør det dog til din Guddommelige
Fornøielse at omvende mig, ikke at udslette mig!
Udsletter du mig, saa skulle dine Fiender trium¬
phere; omvender du mig, saa er Glæde i Him¬
