328
Formiddagen og ikke om Aftenen! Skrøbelig nok
til at bukke for den mindste Vind! Ei Herre af
et Øieblik, en Drøm, en Dunst, en Skygge!
et Væsen af Jntet! der igiennem daglige Tvivl
og Farer, Arbeider og Besværligheder kryber frem
i nedrigt Støv og Mudder.
See, det er jeg! saaledes var jeg født; -
og skabt af dig. Og vil du nu vel, o Herre!
blotte en almægtig Arm imod mig? Vil du skyde
en Tordenkile, der kan sønderknuse hele Skab¬
ningen, ned mod dens ringeste Orm? (Ak! til¬
giv, hvad min Angest nøder mig at forestille
dig.) Din uendelige Majestæt erklærer sig
selv mod dette Forsæt: Denne redder Synderen,
hvorvel den forhøier Synden. Maae ikke min
Uselhed giøre din Almagt Vaabenløs? Er ikke
den Forurettedes Høihed, den forurettendes Frel¬
se? Visseligen er jeg din Godhed uværdig, gan¬
ske uværdig; men er jeg da og ikke din Vrede
uværdig? Du, som har din Trone i de høieste
Himle, og seer Verdener, utallige, som Gran
i Solen, svæve under dig! - skulde du, ak!
skulde du ei tænke paa, at jeg er ikkun Støv.
Jo Herre! Du skal tænke derpaa: Du
skal tænke paa dit eget herlige Væsen; Du skal
ihukomme, hvad de gamle Tider vidne om dig;
hvilke Under den Guddommelige Kierlighed gjor¬
de i vore Fædres Dage. Thl til hvem raaber
