329
jeg? Er du ikke den, til hvilken endnu ingen for¬
gieves har raabt? Den, der kun skabte for at
lyksaliggiøre; kun befaler, for at bevare; og kun
straffer, for at omvende? Den, der ved sin over¬
vættes Kierlighed sætter Synderen ligesaa meget
i Bestyrtelse, som hielper ham? Thi er du ikke
den samme Gud, der, endskiønt saa høit af os
fortørnet, dog ikke anderledes, end ome  var
den fortørnende, beder os, at vi dog ville forlige
os med dig? Er du ei den samme Gud, der
sørger over de ubodfærdige Forbrydere, og, over
de ubodfærdige Forbrydere imod dig selv? Og
naar din Sorg ei kan frugte, endog i deres Sted
græder? Tog du ei hine Taarer, som det for¬
stokkede Jerusalem ei vilde udgyde, i dine egne
Himmelske Øine, der ved det blotte Syn af dens
forestaaende Undergang udbrast i Graad? Hvo
kan vel uden en hellig Skræk, uden den største
Rædsel, tænke paa disse Ting? eller uden en
Trøst, der er endnu større.
Og her er endnu ikke engang Ende paa
alle vor Trøstes husvalende Forhaabninger. Jkke
aleneste for at bede os, for at sørge over os, og
for at græde paa vores vegne, kom Herlighedens
og det evige Livs Herre herned; men og for at
døe for os. Og hvilken Død! og efter hvad
for et Liv! efter et Liv fuldt af Forbarmelser uden
Tal og uden Maade. Hvad for en prægtig Frem¬
