330
gang, hvad for en høi Stige i Kierlighed! Han
gaaer den tilbagevendende ulydige Søn i møde;
Smiler Forbarmelse til en fornægtende Peder;
forkaster ikke en vantroe Thomas; lader den
syndige Magdalene komme til sig; tilgiver den
Qvinde, som var greben i Hoer; og samler til
sig i Paradis, hvor Engle nedkaste deres Kroner
for hans Fødder, en Røver af Korset. Hvilken
forunderligt og høist tilbedelseværdig Stigen er
dette! og er det da vel mueligt, at Kierligheden
endnu kan stige høiere? Ak, lad den endnu stige
høiere, ja endog strekke sig til mig.
Hvad er jeg, o du ganske uudtømmelige
Kierligheds Kilde? Hvad er jeg dog, at jeg skulde
sætte Grændser for en saadan Forbarmelse, som
denne? Kan vel Oceanen drives tilbage af et
eneste Sandskorn paa dens Bredde? Hvilken
Naadens Triumph er det, at uddrive Fordærvel¬
sens Børn af Fordærvelse, hvilken Almagts¬
Gierning, at redde de meest forlorne Elendige!
Har jeg end ladet mig bedaare af Vellyst; Er
endskiønt Fornuft, Samvittighed, Himmel, og
selv Jorden med i en Vægtskaal overveiet af en
Fiær i den anden; Har jeg endog med Esau
hensolgt min Førstefødsels=Ret for Jntet; Lad
dog alligevel, o Herre, om ei den sønderknuste
bodfærdiges Bøn, saa dog disse Fortvivlelsesfulde
Tanker, denne Hierte=Angest, denne, den piinte
