331
Misdæders Marter naae Foden af din Trone.
For den dyre Forsoners Skyld, der ei forskaane¬
de sit høistkostbare Blod, ak, for hans Skyld
skaan mig, tilgiv mig, giør mig salig; ja giør
mig, endog mig, salig, o min Fader!
Du, af hvis aabnede Mund Tordenen ud¬
rulder; hvis opløftede Øie formørker Solen;
Du, der har din Vei i Uveir, og der gaaer paa
Vindens Vinger; Du, der sidder over Himle¬
ne, og skiuler dine Fodsoler i Svælgene; men,
(hvad der gielder mig langt meer end alt det øvri¬
je) Du, hvis rige Udflydelse, hvis Ocean af
Kierlighed overstrømmer den hele Skabning, o
føi dog til disse Under endnu et Under, - Til¬
givelsen af en Skyld, som min er! Hør denne
grædende Stemme, see dette blødende Bryst,
denne Banghed, disse Qvaler af det syndigste og
ryggesløseste, - men og det bodfærdigste og
meest ydmygede blant alle Mennesker.
Saa maae du, o Herre, lade skee mig,
hvad du vil; og jeg vil ikke klage. Min Glæde
skal fremskinne midt i Livets truende Storme,
og igiennem Dødens Rædselfulde Skygger. Saa
vil jeg udraabe: Lov, og Ære, og Priis,
og Kraft være den, der sidder paa Stolen,
og Lammet, der har heftet Synden paa
Korset! - Saa vil jeg, trods mine Sukke,
